Skólameistarafundur í Gautaborg
Den nordiska skoledarmässan
Göteborg 7. november 1997
Islændingere har længe kæmpet med spørgsmålet om, hvorvidt der i virkeligheden er forudsætninger for, at de i deres eget land kan skabe livsvilkår, der kan sammenlignes med det bedste i verden. Indtil efter midten af dette århundrede var den islandske økonomi baseret på fiskeri og landbrug. Siden da har der været en hastig udvikling i retning af, at andre erhverv får stadig større betydning. Det er lykkedes at indrette forholdene sådan, at Island generelt set må anses for at have en habil konkurrencemæssig status, selv om der mange steder stadig kan gøres forbedringer, ikke mindst vedrørende teknik, videnskab og forskning.
I Island er der politisk enighed om, at gode uddannelsesmuligheder er en forudsætning for at det skal lykkes islændinge at udvikle yderligere fremgang og klare sig i international konkurrence. Det står også klart for alle, at det er meget vigtigt for islændinge at dette lykkes, for ellers er der fare for at uddannet arbejdskraft søger beskæftigelse andre steder end i hjemlandet. Det står ganske vist klart, at et samfund med 270.000 indbyggere aldrig i alle henseender kan konkurrerere med større samfund, og det vil aldrig være muligt at skabe i Island det samme videnskabs- og forskningsmiljø som blandt større nationer.
I de seneste år er der sket store ændringer i det islandske skolesystem. Vi har fået nye love om børnehaven, grundskolen og skoler for de 16.-20. årige. Børnehaverne er i en årrække blevet drevet af kommunerne men er underlagt Undervisningsministeriets faglige tilsyn og nu er børnehavepædagogernes uddannelse blevet hævet til universitetsniveau.
I 1996 overtog kommunerne grundskolen og samme år blev der vedtaget en ny lov om skoler for de 16.-20. årige, som øger skolernes selvstændighed og imange henseender udvider rektorernes beføjelser. I Undervisningsministeriet arbejdes der nu på at indgå tre-årige aftaler med hver enkelt skole på ungdomstrinet om bevillinger til skolen, skolens målsætning og udvikling. Man kan roligt påstå, at der inden for det islandske uddannelsessystem i senere tid er blevet taget større skridt i retning af decentralisering end andre steder inden for den islandske forvaltning. Jeg er overbevist om, at vi på denne måde lægger grunden til et mere dynamisk arbejde inden for hver enkelt institution.
For tiden er nye læseplaner for grundskolen og skolerne for de 16.-20 årige under udarbejdelse. Det er første gang, der er lejlighed til at skrive læseplaner samtidig for disse to nært forbundne skoletrin. Det er meningen, at arbejdet skal være færdigt sidst på sommeren næste år.
Endvidere har Altinget nu et forslag til en ny universitetslov til behandling. Det drejer sig om en rammelovgivning for universitetsniveauet. I Island oplever vi den samme udvikling som andre steder, at stadigt flere uddannelser hæves til universitetsniveau og det er nødvendigt at imødekomme denne udvikling med ny lovgivning.
Jeg tillader mig at påstå, at disse ændringer i det islandske skolesystem og vore bestræbelser på at udarbejde nye læseplaner med klare målsætninger i løbet af kort tid, er et tegn på islandske myndigheders afgjorte vilje til at styrke forudsætningerne for gode uddannelsesmuligheder for befolkningen. Kun på denne måde vil det være muligt at følge en målrettet politik i retning af bedre livsvilkår og en stærk konkurrencemæssig stilling over for andre nationer.
Naturligvis bevilges der aldrig penge nok til skolearbejde. Lærerne mener, at deres løn er for lav og mange steder skal der skabes bedre rammer for skolerne. Bortset herfra kan man minde om, at i de seneste år har islandske skoler tilegnet sig edb-teknologien i stadigt større omfang. Næsten alle grundskoler og alle skoler på ungdomstrinet er fobundet til Internet og denne nye mulighed for kommunikation får stadig større betydning.
For at nå den målsætning at opfordre så mange som muligt til at søge uddannelse, må samfundet vise tilstrækkelig respekt over for uddannelse, sætte pris på uddannelse i lønningsposen så at sige. Jeg tvivler på, at disse synspunkter har opnået tilstrækkelig anerkendelse i Island. Det volder for eksempel bekymring, at så forholdsvis få inden for fiskeriet og fiskeindustrien har ervhervet sig akademisk uddannelse. I denne henseende skal man ikke kun betragte det arbejde, der udføres inden for erhvervet, men ligeledes, at det mest er dem, der allerede har en god uddannelse, som går i gang med efteruddannelse. Livslang uddannelse og efteruddannelse har derimod stor betydning med hensyn til arbejdskraftens fleksibilitet. Og tallene viser os ligeledes, at ledigheden falder ligefrem proportionelt med bedre uddannelse.
Jeg vil derfor afslutte min tale med at sige, at det er lige meget, om det drejer sig om enkeltpersoner, hele samfund eller Norden, ingen kan klare sig i konkurrencen med i vore tid uden en god uddannelse.