Nordsaga - ávarp á dönsku
Nordsaga - ráðstefna í Háskóla Íslands
9. október 1997
Som så ofte tidligere, når jeg har skullet skrive taler eller artikler, gik jeg ind på World Wide Web for at se om jeg kunne finde noget om projektet Nordsaga. Naturligvis blev der fortalt om det dér og jeg kunne endda læse en beretning om jeres sidste konference af historiestuderende Niels M. Søndergaard, der var medarrangør af Nordsaga-konferencen i Århus sidste år.
Han fortæller om, at det hele startede, da Nordisk Ministerråd sammen med Foreningen Norden for nogle år siden besluttede sig for at starte det såkaldte projekt Nordliv. Formålet var at debattere og synliggøre nordisk identitet i fortid, nutid og fremtid, og til dette formål blev der sat en rund sum penge af. En del var direkte møntet på universiteter, specielt var man interesseret i at hjælpe med at bygge netværk dvs. kontakter af mere blivende karakter mellem nordiske studerende.
Historiestuderende i Danmark, Island og Finland besluttede sig i et letsindigt øjeblik, siger Søndergaard, at slå til, for med denne finansielle støtte i ryggen at kunne opbygge et netværk, Nordsaga. Dette skulle i første omgang bestå af tre studenterkonferencer.
I 1994 blev den første af slagsen afholdt i Turku, i 1996 kom turen til Århus og nu er I kommet til Reykjavik for den tredje og sidste studentkonference.
Jeg byder de udenlandske gæster velkomne og håber, at I får et par fornøjelige og interessante dage. Hvis jeg har forstået det korrekt, er hensigten med disse konferencer at søge at finde en nordisk identitet og definere den nærmere, hvis den findes, ved hjælp af historiens videnskabelige metoder.
Vi islændinge har ofte svært ved at forholde os til begrebet identitet, for i vores sprog er der ikke noget enkelt vedtaget ord, der refererer præcis til det, begrebet dækker. Vi har måske også vanskeligt ved at identificere os i gruppe med andre nationer, selv om vore kulturelle og historiske rødder tydeligvis er nordiske.
Den islandske forfatter Sigurður A. Magnússon, der har skrevet bøger om islændinge med henblik på at præsentere os for andre nationer, har formuleret det sådan:
"Jeg er fuldstændig klar over, at det folkelige liv i Island ikke rummer den farverige magiske fortryllelse man kan finde på sydligere breddegrader, men det er på den anden side et faktum, at vi har en livsstil, der i forskellige henseender afviger fra hvad man ser i nærliggende lande, en livsstil, der naturligvis har rødder i vores besvær og elendighed i tusind år, vore forhåbninger og skuffelser, sejre og modgang i århundredernes forløb. Denne livsform er så mærkværdig, at mange af vore såkaldte frænder i Norden anser det for utroligt, at vi har fælles rødder. De vil dog ikke høre tale om, at vi ændrer denne stil, så fornøjelig som den forekommer flertallet af dem. Måske forstår irere og grækere bedre end andre nationer de træk i vores karakter, der forekommer vore nordiske frænder så fremmede."
Hertil kan man føje, at islændingene var på vej væk fra det europæiske kontinent, da de slog sig ned her, og nogle af dem fortsatte længere mod vest, fandt som bekendt Grønland og sidenhen Amerika. Derfor kan man overveje, om der dybt i vor nationale karakter ligger en idé om, at det er et skridt baglæns at knytte sig i for høj grad til Europa, at det er nødvendigt at have frihed og råderum til at dyrke særlige forbindelser til folk i Nord-Amerika.
En ting er sikker, og det er, at kort tid efter at islændinge fik fuld frihed til at fatte beslutninger om egne udenrigspolitiske anliggender, indstiftede de et nærere samarbejde med USA end de øvrige nordiske nationer med en tosidig forsvarspagt, der stadig står ved fuld magt, til trods for Sovjetunionens opløsning og den kolde krigs afslutning. Man kan påvise det logiske i, at den sikkerhed, der ligger i forsvarspagten, bevirker, at det ikke er så magtpåliggende for islændinge som ellers at deltage i det politiske samarbejde inden for den europæiske union.
Det var den store omvæltning i Europas sikkerhedsanliggender, der gjorde det muligt for de neutrale nordiske nationer, Finland og Sverige, at træde ind i EU. Det er faktisk underligt, at der ikke i disse lande er politisk enighed om ligeledes at blive optaget i NATO.
Hvis vi ser på de nordiske nationers fælles historiske arv, har det direkte referens til, hvilken status de vil skabe sig under nye og i nogen henseende uklare politiske omstændigheder i deres verdensdel. Man behøver i den forbindelse bare at henvise til udviklingen i Baltikum. Den går blandt andet på, at der lægges større vægt på regionalisme end tidligere. Den har sat sine aftryk på de nordiske samarbejdsinstitutioner via ordninger, der stimulerer og finansierer grænseregionalt samarbejde. Og den har nået EU-institutionerne via regionkomiteen, der blev opprettet på grundlag af Maastricht-traktaten. I tillæg danner regionerne deres egne internationale forbund til fremme af regionale interesser over for EU og de respektive hjemstater.
Ísland deltager i samarbejdet mellem Baltikumstaterne, selv om landet ligger fjernt fra Østersøen. De politiske argumenter i samtiden for deltagelsen i samarbejdet går på, at islændinge sammen med andre nordiske nationer deltager i et sådant regionalt samarbejde. Man kan også gribe til historiske argumenter og minde om, at i det fjortende århundrede havde salg af tørfisk til den hanseatiske by Lübeck afgørende betydning for islændingenes trivsel og kultur. Det er derfor ikke noget nyt for os, at samarbejde med baltiske stater indvirker på vores status. Danske politikere holdt således gerne øje med deres interesser i Slesvig, da de reagerede på Islands krav om selvstændighed ved sidste århundredeskifte.
Samtidig med at Island deltager i Baltikumsamarbejdet som en af de nordiske stater, er det ligeledes med i det vestnordiske samarbejde, hvor ikke alle nordiske stater deltager, idet det især er baseret på samarbejde mellem øerne i det nordlige Atlanterhav, Færøerne, Grønland og Island.
Jeg er af den opfattelse, at hverken samarbejde mellem nationer ved Østersøen eller i Atlanterhavet må bidrage til at skabe spændinger i det nordiske samarbejdsforum. De politiske interesser er derimod forskellige. Ønationerne i Atlanterhavet affinder sig i store træk med deres status i det internationale samarbejde, de søger ikke at blive optaget i EU, hvilket da også ville komme voldsomt på tværs af deres interesser i havene på grund af unionens krav om fælles herredømme over havets ressourcer.
Ved Østersøen findes der derimod stater, der presser ganske hårdt på om optagelse i NATO og EU. Der optræder imidlertid også Rusland, som ikke vil give afkald på indflydelsen på sine naboer og derfor er imod et for nært samarbejde fra disse landes side i vestlig retning. Tre nordiske nationers indlemmelse i EU har ikke gjort det nemmere for politikere at behandle disse sager og invitere Estland og Polen til forhandlinger om optagelse men undlade at tale med Letland og Litauen.
Kære tilhørere!
Jeg kunne blive ved med at fremhæve træk fra samtidshistorien, der viser, at det bestemt ikke er nemt at definere nordisk identitet under henvisning til, hvorledes nationerne har sikret deres interesser og står vagt om deres sikkerhed. Og som regel stilles da også det spørgsmål, når status i indeværende stund er til debat, hvorvidt det nordiske samarbejde kommer til at fortsætte under nye omstændigheder, hvorvidt man ikke bør lægge mindre vægt på det og i højere grad dyrke andet internationalt samrarbejde.
Historien kan lære os, at det nordiske samarbejde ikke har erstattet landenes tilknytning til stærkere internationale organisationer, som efter deres opfattelse bedre sikrer deres interesser vedrørende sikkerhedsmæssige og økonomiske anliggender. Vi ved også, at man ikke kan pege på noget fælles sprog, når man taler om vores samarbejde, hverken finner eller islændinge kan tale skandinavisk uden intensive sprogstudier. Og det står klart, at den nordiske model for løsning af samfundsmæssige problemer ikke har samme tiltrækningskraft som af og til tidligere. Statens formynderi er ved at vige for markedets krav.
Man kan stille det spørgsmål, hvorvidt overhovedet nogle af disse faktorer skal med i billedet, når det gælder spørgsmålet om at definere nordisk identitet. Er det ikke mere dybgående og blivende værdier, der i højere grad afgør vores følelse af fællesskab end de faktorer, der specielt er blevet nævnt her?
Nordisk samarbejde vil ikke kun være et emne for jer historikere til at forske i, for forskningen vil desuden vise den uomtvistelige værdi af at nationerne viderefører deres samarbejde. Forskningen vil også fremhæve, hvad det er vi skal lægge vægt på for at samarbejdet skal gælde det, der forener i stedet for at splitte.
Jeg erklærer herved Nordsagas tredje konference for åbnet med ønsket om, at nordiske historiestuderende fortsat styrker deres samarbejde og forskning i Nordens historie.