Búsetulandslag - ávarp á dönsku
Konference om kulturmiljøet i landskabet
Nordens hus den 19. september 1997
Kære konferencegæster!
Da jeg fik henvendelse om at åbne den første konference i Island om kulturmiljø i landskabet, tøvede jeg med at indvillige. Det var bestemt ikke på grund af mistillid over for dem, der står bag konferencen, tværtimod, men derimod var sagen den, at jeg ikke vidste hvad konferencen handlede om. Begrebet kulturmiljø i landskabet var fremmed for mig. Efter at have stiftet nærmere bekendtskab med emnet, besluttede jeg mig for at acceeptere det venlige tilbud om at sige nogle ord her ved åbningen.
Det er på tide, og det er rent faktisk ikke til at komme uden om for os islændinge, at vi for alvor begynder at diskutere og planlægge emnet, som denne konference handler om. Netop af den grund er det glædeligt, at det er lykkedes at sammenkalde de mange sagkyndige, der er til stede her. Jeg vil ønske dem, der har arbejdet med forberedelsen, tillykke med den fine dagsorden de har sammensat og hvor gode deltagere det er lykkedes dem at få for at debatere de enkelte dagsordenpunkter. Jeg vil byde de udenlandske gæster specielt velkommen til Island og jeg håber jeres ophold her vil være både interessant og fornøjeligt.
Jeg fremstår her som kulturminister. Da jeg læste konferencematerialet, som jeg fik tilsendt, gjorde jeg mig imidlertid klart, at det slet ikke ligger så lige for, at en kulturminister udtaler sig under dette mødes mærker. I nordisk sammenhæng behandles disse emner normalt ikke på kulturministrenes møde, men de tilhører derimod miljøministrenes arbejdsområde.
Dette fik mig til at tænke på to ting, som det er nødvendigt, at vi islændinge foretager os. For det første må vi i regeringen og centraladministrationen diskutere, hvor denne emnegruppe hører hjemme i den islandske forvaltning. For det andet skal der tilrettelægges en generel præsentation for islændinge af denne ideologi, som er anledning til konferencer som denne.
Når man går ind på nye områder vedrørende kultur, bebyggelse og fredning, er det meget vigtigt at være omhyggelig med den almene præsentation af emnet. Hvis offentligheden får på fornemmelsen, at der i betegnelsen for et nyt specialfag ligger en vilje til at indskrænke borgernes mulighed for at nyde og udnytte naturen, indtager folk hurtigt en forsvarende holdning og bliver mistroisk. Derfor er det nødvendigt skridt for skridt at forklare og give alle som sagen vedrører, mulighed for at tilpasse sig ændringerne. Jeg er af den opfattelse, at på dette område lige så vel som på andre, skal vi bære fuld respekt for individets ret til egen ejendom og frie erhvervsmuligheder.
Islændinge har i dette århundrede set en sand revolution med hensyn til udviklingen inden for landbrug og erhverv i landet. Det var faktisk ikke førend i Anden verdenskrig, at nationen med ét blev skubbet ind i nutiden, hvis man kan udtrykke det på den måde. Med et britisk besættelsesmandskab på adskillige tusinde kom udlændinge ikke kun ind i så at sige enhver bygd i landet, men de havde også moderne erhvervsteknologi med sig. Nationen måtte meget hurtigt tilegne sig en ny håndværkspraksis og det varede ikke længe, før nationen beherskede den på alle områder, nu på det seneste den nye informations-teknologi og softwarefremstilling. Det eneste, der kunne udgøre nogen hindring, var befolkningstallet og landets beliggenhed. Ingen af disse forhold udgør længere nogen hindring og i økonomisk henseende er Island nu blandt de nationer, der ligger forrest.
I denne hastige revolution er der sket mange fejltagelser og utvivlsomt er meget gået tabt, som vi aldrig finder igen. På den anden side står det klart, at i de seneste år er islændingene begyndt at definere deres identitet på en ny måde. De baserer den ikke længere på de samme holdninger som da selvstændighedskampen blev udkæmpet eller i republikkens første år, da debatten gjaldt forskellige holdninger vedrørende udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Selv om nogle nordboere betragter Island med romantiske øjne og nogle af dem måske mener at det her er muligt at skabe et levende kulturmiljø, der viser den gamle oldnordiske kultur, så er det i hvert fald langt fra hvordan islændingene selv oplever situation i vore dage. Tværtimod kendetegnes al debat om nationens stilling i international sammenhæng meget tydeligt af folks meninger om at nationen skal være åben og modtagelig for internationale strømme og aktivere dem herhjemme og dermed skabe noget nyt. Islandshistorien beretter, at det som regel er gået den islandske nation værst, når den har været mest isoleret.
I islændingenes bevidsthed er fortiden meget nær i landskabet for vi kan tage rundt i vores land og genleve sagaernes begivenheder med stednavne og det hele. Det ældste dokument, der findes på islandsk er Reykholtsmáldagi, en fortegnelse over ejendom, indtægter og kirkens indretning i Reykholt i Borgarfjörður, hvor Snorri Sturluson boede. Sådanne dokumenter blev skrevet om kirker for at gøre det nemmere at gøre tilsyn med kirkernes ejendom. De blev fra begyndelsen af skrevet på islandsk og de menes også at have bidraget til at man brugte islandsk inden for kirken.
Det islandske sprog er faktisk den kulturarv, som vi normalt nævner først, når talen går på at bevare islandske kendetegn. Vi følger den politik at oversætte ord til islandsk i stedet for at tage fremmede ord ind i sproget. Det er det centrale i rensprogspolitikken, som man som bekendt ikke følger andre steder i Norden. Vore kulturelle motiver går i fremtiden ikke mindst i retning af at sikre at sproget er levende og moderne. Hvis vi ikke er årvågne i den henseende, er der fare på færde.
Vi islændinge har rent faktisk lagt hovedvægten på litteraturen, historien og sproget, når vi skal definere vores kulturelle status. Diskussioner om kulturmiljø i landskabet og fredning af synlige natur- og kulturminder står måske derfor som noget mere fremmed for os end for andre nationer, der har overdådige bygninger eller anlæg af holdbare materialer.
Kære tilhørere!
Jeg har vakt opmærksomhed på islændingenes særstilling, at vi ikke har så mange minder fra fortiden med hensyn til byggede anlæg. På den anden side fortæller sagaen os meget om det, der er sket på enkelte steder. Dermed være ikke sagt, at vi ikke anser det for at have nogen værdi at bevare minder om tidligere generationers erhvervs- og livsformer i landet. Vi må finde udveje så en sådan bevaring kan forliges med en naturlig og nødvendig udvikling under ændrede forhold.
Jeg er overbevist om at diskussionen på denne konference vil bidrage til at støtte os i disse bestræbelser. Jeg erklærer konferencen for åben.