Handritaafhending - ræða á dönsku
Kultur- og undervisningsminister
Björn Bjarnason
Det dansk-islandske håndskriftsseminar
Islands Universitet
den 19. juni 1997
Solen skinnede klart og det var køligt den 21. april 1971, for godt 26 år siden, da en delegation af danske ministre og folketingsmedlemmer, der ledsagede nationalklenodierne Flateyjarbók og Konungsbók Eddukvæða til Island, steg i land i Reykjavik havn og menneskeskaren på kajen og i byens gader jublede i glæde og venskabsånd. Helt fra århundredets første årti havde Islands Alting opfordret den danske regering til at levere de islandske dokumenter og håndskrifter tilbage. Det danske orlogsskib Vædderens ankomst til Reykjavik og overrækkelsen af håndskrifterne ved en højtidelig ceremoni markerede afslutningen af et værdifuldt men vanskeligt mellemværende i forholdet mellem Island og Danmark. Det blev afsluttet på en måde, der senere henvises til, når man vil nævne gode forbilleder vedrørende forholdet mellem nationer.
Nu kommer I sammen her i dag og i de næste dage, for at diskutere den oldgamle kulturarvs videnskabelige værdi og således på værdig vis at mindes, at tilbageleveringen af håndskrifterne er slut. Det er mig en fornøjelse at byde seminarets udenlandske gæster specielt velkomne. Det er os en særlig glæde, at rektoren for Københavns universitet er til stede her for på formel vis at afslutte overrækkelsen.
I henhold til Danmarks og Islands håndskriftsaftale fra 1965 skulle håndskrifterne, der skulle bringes til Island fra Det Arnemagneanske Institut og Det Kongelige Bibliotek i København, afleveres i løbet af 25 år fra 1971. At den sidste overrækkelse ikke finder sted før nu skyldes udelukkende, at forberedelserne var lidt mere tidskrævende end man havde forudset, og at man fra dansk side har udvist stor omhu med hensyn til at aflevere håndskrifterne i bedst mulig stand.
I henhold til lov er håndskrifterne i den islandske regerings varetægt. Det gælder den islandske nations hæder, at de opbevares på forsvarlig vis. Der er ingen mangel på opgaver, når man tænker på håndskrifternes videnskabelige værdi og arbejde med udgivelser på grundlag af dem. Rent faktisk er det sådan, at den nye teknologi gør det muligt at udføre dette arbejde på en helt anden måde end tidligere, og der henviser jeg til ideer, der går ud på at gøre digitale fotografier af samtlige håndskrifter i de arnemagneanske samlinger i Danmark og i Island tilgængelige på Internettet. Man bør udnytte den nyeste og mest fuldkomne teknik ved at formidle håndskrifternes kunst til så mange som muligt. Denne teknik løser det problem for islændinge, som består i at erhverve billeder af de islandske håndskrifter, der forbliver tilbage i Den Arnemagneanske Samling i København.
I denne forbindelse er der også grund til at mindes, at man for nogle få uger siden indgik en aftale mellem Islands National- og Universitetsbibliotek og Cornell-universitetet med deltagelse fra Det Arnemagneanske Institut om, at man i løbet af de næste tre år vil arbejde på at lægge samtlige islandske oldskrifter og håndskrifter med tilknytning til dem frem til år 1900 ind på Internettet ved hjælp af digital teknologi. Dette omfattende arbejde udføres for midler fra Mellon-fonden i USA, fra den islandske stat og med støtte fra private. Hvis denne præstation fuldføres, vil det på enestående vis være sikret, at denne store oldgamle kulturarv vil være tilgængelig for enhver, der har lyst til at stifte bekendtskab med den. Dette vil være ensbetydende med totalt ændrede vilkår for forskning i håndskrifterne.
Håndskrifterne skaber et fælles kulturelt fundament for Norden. Når de er blevet tilgængelige for alle, takket være ny teknologi, burde de nordiske lande i fællesskab stimulere forskning i nordisk historie, kultur og sprog ved læreanstalter og universiteter verden over.
Da vi sidste år ved en højtidelig ceremoni mindedes, at der var gået 25 år siden de første håndskrifter kom tilbage til Island, overrakte Danmarks undervisningsminister Ole Vig Jensen mig et eksemplar af første bind af den store Ordbog over det norrøne prosasprog, som da for nylig var blevet udgivet af Den Arnamagneanske kommissions ordbog.
Vore gode danske gæster her i dag ved, at der er blevet arbejdet på dette værk i 58 år. Tillad mig at minde jer alle sammen om, hvor betydningsfuldt dette bidrag er for nordisk kultur og hvor stor værdi det har for yderligere samarbejde mellem vore nationer på dette område. Ordbogen vil være et særdeles vigtigt hjælpemiddel for dem, der arbejder med islandsk historie, kultur og sprog, ikke kun i Danmark og i Island, men over hele verden, hvor Islands litterære kulturarv fra middelalderen præsenteres og ransages. Det har stor betydning, at forklaringerne findes på både dansk og engelsk, for indtil nu har Cleasbys og Guðbrandur Vigfússons ordbog været den eneste om islandsk oldtidssprog, der har været tilgængelig på engelsk.
I denne store nye ordbog redegøres der for ordforrådet i samtlige islandske prosatekster fra omkring 1150 til 1540, hvor Oddur Gottskálkssons Nye testamente udkom på tryk. Denne ordbog fra Arnemagneansk Institut i København dækker perioden frem til det tidspunkt, hvor den ventede ordbog fra Islands universitet starter. Man kan stille spørgsmålet, hvorfor dette værk er blevet udført i Danmark. Svaret ligger bl.a. i, hvor godt og enestående et samarbejde Island og Danmark har haft inden for den nordiske oldtidsforskning såvel som på mange andre områder. Da man indledte arbejdet med ordbogen fandtes de fleste originale kilder om tidligere århundreders islandske sprog i Danmark, men selv om Danmark nu har givet Island en stor del af håndskrifterne tilbage, findes der stadigvæk i danske museer forskellige kilder om det islandske sprog, som ikke findes nogen andre steder.
Dette viser altsammen, at man ikke behøver at reducere betydningen af oldnordisk forskning ved Københavns Universitet, selv om en del af håndskrifterne nu er blevet bragt til Island. Universitetet er fremover som hidtil i stand til at være et af de betydeligste videnskabelige centre på dette område.
I februar 1986 underskrev Danmarks og Islands undervisningsministre en samarbejdsaftale i forbindelse med afslutningen af håndskriftssagen. Der beskrives viljen til at støtte de to Arnemagneanske institutter til at drive forskning på grundlag af håndskriftssamlingerne. I den henseende lægges der vægt på de to institutters nære og vel tilrettelagte samarbejde.
Jeg er af den opfattelse, at dette seminar er en bekræftelse på, at samarbejdet er godt og at der er fuld vilje til at dyrke det fremover. Jeg vil yde mit til at det må lykkes.
Ærede tilhørere!
I mange århundrede har Danmark og Island bestræbt sig på at bevare de islandske håndskrifter. Nu siger vi tak til Danmark for bevogtningen og den gode varetægt - og vi siger også tak for, at de nu, hvor de afleveres, er i så fin stand.
Vi glæder os over, at landenes indbyrdes aftale er blevet gennemført på en god måde. Vi ser frem til et godt samarbejde i al fremtid, så længe folk er i stand til at sætte pris på disse klenodier.
Det er mit håb, at I, der forsker på dette gamle og sikre grundlag, vil se jeres arbejde bære frugt.
Jeg erklærer det dansk-islandske håndskriftsseminar for åbnet.