Nordvision 40 ára - ræða á dönsku
NORDVISION-seminar,
Þjóðarbókhlöðunni,
den 27. november 1999.
Kære seminargæster!
Det er mig en fornøjelse at få denne lejlighed til at overbringe lykønskninger til de tilstedeværende repræsentanter for de nordiske statslige tv-stationer, i anledning af Nordvisions 40 års jubilæum. Nordvision-samarbejdet var allerede i gang inden man etablerede det formelle samarbejde, der nu finder sted mellem de nordiske landes regeringer, bl.a. på kulturområdet. Nordvision er derfor et godt eksempel på praktisk og udbytterigt samarbejde mellem nordiske instiutioner, der har udviklet sig på egne forudsætninger uden formel indblanding fra myndighedernes side. Dette samarbejde har for os islændinge været både fordelagtigt og værdifuldt og har bidraget til at styrke vore kulturelle forbindelser til andre nordiske nationer. Det samme tror jeg gør sig gældende for de øvrige nationer, der er med i samarbejdet.
Der er nu megen diskussion om de statslige radiofoniers - eller udtrykt på en anden måde - public service stationernes status. Teknologiske forandringer har bevirket, at udsendelse af radio- og tv-stof ikke er en så kompliceret opgave som tidligere. Der bliver stadig flere private stationer og de vil have de samme betingelser som public service stationerne. I Norden må vi tilpasse lovgivningen på dette område til de europæiske krav, og det kan i den forbindelse nævnes, at der i begyndelsen af denne uge var diskussion i Islands Alting om et forslag til en ny almen radiolov På den anden side er der ikke opnået enighed om ændringer af loven om Islands radio. Det er opkrævningen af licensafgifter, der i stadig højere grad kritiseres, og desuden er politikerne ikke enige om, hvorvidt man bør omdanne Islands radio til et statsejet aktieselskab eller ej. Ideer om at privatisere Islands radio nyder ikke støtte blandt politikere.
De nordiske kulturministre har nu oftere end én gang behandlet emner med tilknytning til radio og tv på deres møder i de seneste år. Jeg mindes især en resolution, der blev vedtaget på et ministermøde i Kalmar den 13. juni 1997, hvor det bl.a. hedder:
"Nordisk Ministerråd (kulturministrene) konstaterer at man i det nordiske samarbejde lægger til grund at public service kringkasting (radio/TV) er et sentralt kultur- og mediepolitisk virkemiddel i de nordiske lande, og vil fortsætte arbejdet med at lægge forholdene til rette for at public service virksomhed sikres og udvikles, såvel nationalt som inden for EU."
I december 1998 kom generaldirektørerne for de nationale radioselskaber i Norden til møde med ministrene i København, hvor man udvekslede meninger.
Samtidig med at radiostationers internationale arbejdsforhold ændres og offentligheden overalt i verden har adgang til stadig flere kanaler, stiger folks interesse for at se stof fra egne lokale omgivelser. Nordvision-samarbejdet vil derfor fortsat have en vigtig funktion.
Dette samarbejde stiler mod at gøre det lettere at udveksle nordisk programstof mellem de tilknyttede stationer indbyrdes, stof, som de lægger ind i deres programflade med eventuel tilpasning, såsom undertekster, alt efter omstændighederne. Denne ordning omkring udveksling på tv-området var tidligere det eneste, der fandtes, af tekniske årsager, og er utvivlsomt fortsat berettiget, selvom de teknologiske forudsætninger er radikalt ændrede. Selv om betydningen af dette samarbejde er anerkendt og man hilser de seneste års gode udbytte velkomment, står det klart, at mange synes, at der er lang vej endnu, inden nordisk tv-samarbejde har udviklet sig i den grad man kunne forvente i forhold til de muligheder, som teknologiske fremskridt har skabt. Da tænkes der først og fremmest på, hvor meget der endnu mangler i at folk i Norden alment har mulighed for og benytter sig af at modtage tv direkte fra de nordiske nabolande, til trods for flere årtiers diskussion om, i hvilken grad en sådan adgang og udnyttelse af den ville bidrage til at bevare og styrke den fællesskabsfølelse, der er kernen i nordisk samarbejde.
Utålmodigheden over hvor langsomt det er gået viste sig tydeligt på de nordiske kulturministres samrådsmøde med Nordisk Råds Nordenudvalg og medlemmer af bestyrelsen for Nordisk Kulturfond i forbindelse med rådets session i Stockholm for nylig, hvor man diskuterede prioriteringer i nordisk kultursamarbejde. Den ene parlamentariker efter den anden fra Nordisk Råd, der udtalte sig på mødet, kom ind på tv-samarbejdet og efterlyste tiltag fra ministerrådet på området. Fra ministrenes side henviser man gerne til at sagen for en stor dels vedkommende afgøres af radio- og tv-selskaberne og der peges på, at tekniske vanskeligheder ikke længere udgør nogen hindring for modtagelse af tv mellem de nordiske lande. På den anden side står det klart, hvilket blandt andet blev bevist, da man skulle i gang med at distribuere nordiske tv-programmer i Island, at der stadig findes eksempler på uafklarede spørgsmål omkring ophavsrettigheder. Naturligvis har det så ikke mindst betydning, at der er tilstrækkelig interesse blandt dem, der skal modtage udsendelserne. Bortset fra dette drejer sagen sig næppe længere om at skabe et fællesnordisk tv-program, men simpelthen om at gøre det muligt for folk at se tv-programmer fra de nordiske nabolande efter eget valg.
Debatemnet på dette seminar er de offentlige tv-stationers status og arbejde i de fremtidsomgivelsser, hvor den digitale teknik gør sig gældende, og nordisk samarbejde i den forbindelse. Det er af stor betydning, at de nordiske radio- og tv-selskaber udveklser meninger om dette. Blandt meget andet, som den nye teknologi vil påvirke, er de nordiske nationers indbyrdes kontakt på tv-området og da også, når man når så vidt, at tv og radio, dataoverførsler og telekommunikation i mere eller mindre grad er smeltet sammen til et. Det har stor betydning, at man bestræber sig på at vende udviklingen i retning af at gøre denne kontakt nemmere og mere selvfølgelig end den er nu.
Det står klart, at de nordiske radio- og tv-stationer står ved et vigtigt vendepunkt på grund af ændringer i teknologi og øget konkurrence fra private virksomheder på hjemmefronten og internationalt.
Jeg er af den opfattelse at under disse omstændigheder vil hverken officielle internationale regler eller anden indblanding fra myndighedernes side kunne sikre public service stationernes fremtidige status. Det er kun stationernes virksomhed inden for de spilleregler, de arbejder efter, der sikrer dem deres fremtid, vækst og fremgang.
Lad os ikke glemme, at globaliseringen, hvor stærke kulturstrømme lægger pres på de svagere, også giver de små kulturenheder nye muligheder. Disse muligheder skal vi udnytte og lægge hovedvægten på at der tilbydes godt tv- og radiostof på vore nationale sprog og i kraft af vore kulturelle særpræg.
Jeg gentager mine lykønskninger til Nordvision i anledning af 40 års jubilæet.