Sproget som identitetsbærer - Kaupmannahöfn
undervisnings-, forsknings- og kulturminister Island
Sproget som identitetsbærer
Identitet Ordet 6identitet & forekommer ofte i tale og skrift nu til dags, men det er ikke nødvendigvis i samme grad klart, hvad der menes, det drejer sig jo også om et flertydigt begreb. Forhåbentlig er det dog ikke så postmodernistisk at kunne betyde næsten hvad som helst. Noget af det, der gør dette begreb betænkeligt eller i hvert fald vanskeligt at håndtere, er at det til dels skifter indhold afhængigt af hvad det møntes på. Et individs identitet ligger ikke mindst i hvad der adskiller personen fra andre, gør personen til noget særligt. En gruppes identitet består derimod i hvad individerne i gruppen har til fælles, selvom det samtidig adskiller gruppen fra andre grupper. Når vi forsøger at gøre os klart, hvilken identitet en nation eller en gruppe nationer har, gør formodentlig begge disse synspunkter sig gældende, hvad der adskiller udadtil og hvad der er til fælles indadtil. Og så skal man finde ud af hvilke faktorer, der spiller disse roller, og det er ikke altid nemt, når det kommer til stykket. Endelig kommer så spørgsmålet om i hvilken grad det er ønskeligt, at overvejelser om identitet for enkelte nationers eller grupper af nationers vedkommende indvirker på multinationalt samarbejde og kontakter. Med hensyn til det kulturelle område må det formodes for tiden at være den fremherskende holdning, at man forsøger at bevare så meget som muligt af de kulturelle særpræg i en verden, hvor der samtidig er stadig rigere lejlighed til at stifte bekendtskab med fremmede kulturer og arbejde med fælles projekter. Globaliseringen gør ikke alle ens, den består også i at stadig flere kan gøre sig gældende i international sammenhæng. Den islandske sangerinde Björk tages ofte som eksempel på, at en kunstner fra en lille nation med eget sprog kan blive kendt verden over. Sproget og dets betydning for selvbevidst-heden Sprogets rolle i vores tilværelse er et væv med mange tråde. Her skal der ikke gøres noget forsøg på en videnskabelig analyse af disse faktorer, men derimod nævnes nogle enkelte af betydning i betragtning af denne konferences emne. Det er mest almindeligt og nærliggende at formulere sprogets rolle som så, at det er et værktøj for mennesker til at kommunikere med. Nogle synes faktisk at mene, at kommunikation i en snæver forstand er sprogets eneste signifikante rolle, d.v.s. at formidle et budskab fra den, der taler eller skriver, til den, der lytter eller læser, så meningen med det overføres. Fra denne synsvinkel set har sprogformen ikke nogen større betydning og således heller ikke hvilket sprog, der anvendes, det primære er at budskabet bliver forstået. Hvis man ser sådan på det, må det være logisk at betragte det som værende unødvendigt og upraktisk at opretholde det mylder af sprog man stadigvæk benytter sig af i verden, man skulle hellere koncentrere sig om at gøre alle klodens beboere i stand til at bruge et enkelt internationalt sprog.
Over for denne snævre opfattelse af sprogets rolle som kommunikationsværktøj peger andre på dets evne til at formidle kulturelle værdier, der ikke begrænser sig til de talte eller skrevne ords betydning. Denne egenskab ved sproget kan man nemt få bekræftet ved at arbejde med oversættelser og blive overbevist om, hvor vanskeligt det kan være at bevare originaltekstens præg i oversættelsen til trods for at enkelte ord og ordforbindelser i semantisk henseende svarer til hinanden. Dette skyldes naturligvis at sprogene er formet og har udviklet sig i forskellige omgivelser og er præget af ulige forhold i natur og menneskers liv. Et simpelt eksempel af denne type er diverse talemåder, der har rødder i bestemte omstændigheder eller begivenheder, historiske eller knyttet til en folkelig tradition, og næppe er forståelige undtagen i sammenhæng med denne oprindelse. Bl.a. af denne grund er sproget selv en del af kulturarven samtidig med at det er nøglen til den vigtige del af den kulturelle arv, der bevares i form af skrevne tekster eller talt sprog. Samtidig bliver hvert sprog naturligvis ved med at være et værktøj, hvormed der kan skabes nye kulturværdier, der får en særlig værdi, fordi de ikke kan skabes nøjagtig ens på andre sprog.
For en islænding er sprogets betydning for vores kulturelle selvbevidsthed endnu tydeligere, fordi vores synlige arv for en stor dels vedkommende består af litteratur og diverse skriftlige kilder. Og vi anser det for at være meget værdifuldt at kunne nyde dette stof på det sprog det er bevaret på. Hvis man forestillede sig, at den tilknytning, som det islandske sprog bevarer til tidligere generationer i landet, ville forsvinde, ville nationens bevidsthed åbenbart ændres, den islandske nation ville da have erhvervet en ny 6identitet &. Islandsk sprogpolitik For en lille nation kunne det ved første syn forekomme ret fristende at gå ind i et større sprogfællesskab, komme med i et 6større sprogområde &. Ikke mindst for en nation i midten af Nordatlanten mellem England og USA, de engelsksprogede hovednationer. Vi har tre nordiske nationer i denne stilling: færinge, islændinge og grønlændere. Hvis man ser bort fra de midlertidige omkostninger ved at arrangere sprogombytningen ) og muligvis ville ombytningen ikke behøve at tage så lang tid, hvis alle stod sammen ) så ville denne ordning tydeligvis føre til nemmere kommunikation på forskellige områder og utvivlsomt spare en masse udgifter og besvær.
Mange steder i verden har man valgt denne udvej eller udviklingen er gået denne vej. De, der ikke anser denne udvikling for at være ønskelig, mener, at det praktiske udbytte bliver for dyrekøbt. Da tænker man netop på de af sprogets egenskaber, der har stor betydning for dets brugeres selvbevidsthed: kulturelle særpræg og forbindelsen til kulturarven. Dette har naturligvis intet at gøre med nogen som helst vurdering af et sprogs værdifuldhed i forhold til et andet, men bunder tværtimod i den holdning, at ethvert sprog har sine værdier, der har betydning for dets brugere og verdens kultur.
Den sprogpolitik, der har været rådende i Island i en lang periode, har sine rødder i disse ideer. Vi har bestræbt os på at bevare islandsk som et levende sprog. Måske ikke først og fremmest af omtanke om verdenskulturen, men fordi vi derved har anset, at vi ville klare os bedst i kulturel henseende, bevarelsen og styrkelsen af sproget har været en grundlæggende faktor i islandsk kulturpolitik.
Det er nødvendigt at henlede opmærksomheden på at bestræbelserne går i begge retninger, bevarelse og styrkelse, beskyttelse af sproget og dyrkning af det, og disse to faktorer er nært integrerede. Sproget må kunne genspejle den stadigt afvekslende virkelighed, som sprogets brugere forholder sig til, og må nødvendigvis undergå ændringer med henblik herpå, bl.a. under påvirkning fra andre sprog. Men det er os magtpåliggende, at ændringerne sker på det islandske sprogs præmisser uden at sprogets struktur forstyrres væsentligt, at de er med til at berige sproget og styrke det som kommunikationsværktøj, ikke til at påtvinge det en ny og måske fattigere kostume. Dette tilstræbes bl.a. ved en stadig produktion af nye ord af det islandske sprogs eget materiale, samtidig med at diverse nye ord udefra siver ind i sproget, hvis de kan tilpasses dets grammatiske principper og fonologi. Det er ganske vist det islandske sprogs problem eller forsvar, hvordan man nu vælger at udtrykke det, at denne tilpasning i mange tilfælde viser sig at være temmelig vanskelig.
I de seneste årtier har produktionen af nye ord ikke mindst været rettet mod dataområdet. Det vil have stor betydning for modersmålets fremtid, hvorvidt det lykkes at sikre, at det kan anvendes i den nye informationsteknologi, der berører stadig flere områder af det daglige liv. Af denne grund tog Undervisnings- og kulturministeriet initiativet til en aftale med Microsoft om oversættelse af Windows )operativsystemet til islandsk, til trods for at en sådan oversættelse i udgangspunktet på ingen måde var nogen selvfølge med et så lille marked som aftager. Det kræver tydeligvis stor årvågenhed og mange penge at sikre sprogenes stilling i informationsteknologiens verden. Det er blandt andet i den forbindelse nødvendigt at tænke på tilrettelæggelsen af sprogundervisningen.
Et samfund med få indbyggere, som det islandske, der betragter sit eget sprog som en vigtig del af sin kulturelle identitet, må naturligt nok være mere agtpågivende med hensyn til bevarelsen af sproget end et samfund, hvor sproget bruges af flere. Men samtidig må en lille nation bruge mange kræfter på undervisning i fremmedsprog og i Island anser vi faktisk disse bestræbelser for at passe udmærket med den vægt, der lægges på dyrkningen af modersmålet. Vi gør os udmærket klart, at islandsk kommer til kort i vor deltagelse i nutidens internationale kontakter, men vi er samtidig overbeviste om, at verden ikke ville stå bedre, hvis vores sprog gik tabt og vi forsvandt ind i et af de større sprogfællesskaber.
Sproget i nordisk samkvem og dets betydning for nordisk samhørighed Når man taler om &nordisk identitet 8 og forsøger at analysere, hvad der ligger i det begreb, nævnes den sproglige faktor oftest som et af de basale punkter. Man taler om det nordiske &sprogfællesskab 8 . Det er dog ikke nogen enkel sag, som så meget andet, der har med &identitet 8 at gøre. Hvad menes der? Selv om man ser bort fra indvandrernes modersmål, tales der mindst otte sprog i det område, der er forum for det nordiske samarbejde. Fem af disse sprog er sproghistorisk nært beslægtede, og i den gruppe ligner de tre skandinaviske sprog hinanden tilstrækkelig meget til at de, der har dem som modersmål, kan forstå hinanden uden særlig undervisning. Det samme gør sig i nogen grad gældende indbyrdes mellem islændinge og færinge. Udviklingen har imidlertid formet sig sådan, at selvom disse to nationers sprog står nærmest de rødder, som &nordiske sprog 8 i sproghistorisk forstand stammer fra, udgør de ikke en del af det sprogfællesskab i snævrere forstand, som de skandinaviske nationer nyder godt af. Det gælder i endnu højere grad for det finske, det grønlandske og det samiske sprogs vedkommende.
Ligger der da overhovedet noget i det, når vi taler om det &nordiske sprogfællesskab 8 og sprogenes bidrag til at skabe nordisk samhørighed? Man kan næppe lade sig nøje med at svare, at sprogfællesskabet omfatter et rummeligt flertal i Norden. Det er i hvert fald ikke nok for os andre, som dog udgør næsten en fjerdedel af Nordens beboere. Men så kommer andre argumenter i betragtning. Af forskellige historiske årsager har de nordiske nationers indbyrdes kommunikationssprog i de seneste århundreder oftest været et af de skandinaviske sprog. For at det har kunnet være muligt, har man opretholdt en omfattende undervisning i de lande, hvor nationalsproget ikke er skandinavisk. Således er der opstået en stærk tradition for at nordisk samkvem og samarbejde er knyttet til brugen af et nordisk sprog, og vi må ikke glemme, at de skandinaviske sprog for alle Nordens beboere er nøglen til kulturelle værdier, som vi mener står os nær. På denne måde bidrager sproget til at skabe nordisk samhørighed. Her kan det nævnes, at i kontakten mellem de vestnordiske nationer, færinge, islændinge og grønlændere, der hver for sig står vagt om deres eget sprog, er dansk det fælles kommunikationssprog og der undervises i det i landenes grundskoler.
De, som kan bruge deres eget modersmål i det nordiske samarbejde, er naturligvis grunstigere stillet end de, der må ty til mere eller mindre solide kundskaber i et andet sprog, også selvom det er nordisk. Nogle betragter det som en naturlig løsning på dette problem at anvende engelsk som kommunikationssprog og formodentlig vælges denne udvej i stigende omfang. Hvis man generelt valgte denne løsning, ville der ikke længere være grundlag for at tale om sprogenes andel i nordisk identitet på samme måde som nu.
Hvis vi vil sikre denne fællesnævner, er det nødvendigt at træffe målrettede foranstaltninger, ikke mindst i skolesystemet. Jeg har tidligere været inde på dataområdets betydning for sprogudviklingen og faren for at nationalsproget ville tabe terræn medmindre der blev grebet ind. Men netop i datateknologien ligger der samtidig mangeartede og storslåede muligheder for at styrke undervisningen om sprogene og optræningen i brugen af dem, bl.a. med fjernstudier af forskellig art. Disse muligheder bør udnyttes i det nordiske samarbejde for at styrke de nordiske sprogs status og dermed den sproglige faktor i den nordiske identitet.
Ærede tilhørere!
Jeg vil afslutte med at takke for at denne konference er blevet arrangeret. Der er for os god grund til at diskutere grundlæggende faktorer i vores kultur i disse tider, hvor der sker store ændringer, og hvor afstandene i bogstaveligste forstand er ved at blive udslettet. Vi har flere og større muligheder til at stifte bekendtskab med andre nationer og kulturverdener end nogensinde tidligere og med fingerspidserne på computeren eller tv-apparatets fjernbetjening kan vi i løbet af et øjeblik rejse hvorhen vi end vil. Samtidig med at alle disse lejligheder udnyttes, viser det sig, at interessen for det, der står hver enkelt af os nærmest, kulturelt eller socialt, den mindsker ikke, men snarere vokser. Vi har alle behov for eget fodfæste og rødder for at trygt kunne udnytte mangfoldigheden. Modersmålet er en af de vigtigste rødder. Den rod må vi ikke afskære, vi bør derimod passe og pleje den, for derved styrker vi vores identitet.