Jura og demokrati
Det 37. nordiske juristmøde den 17. august 2005.
Det er Rut og mig en glæde at byde Jer velkommen til denne middag i anledning af det syvogtredivte nordiske juristmøde.
Jeg ved at den islandske lokalstyrelse under ledelsen af højesteretsdommer Guðrún Erlendsdóttir har gjort en stor indsats i forberedelserne til mødet og jeg ønsker at I kan få dejlige og udbytterige dage her i Island.
Den kendsgerning at dette er den syvogtredivte gang som mødet holdes, understreger meget klart hvor dybe rødder det nordiske juristsamarbejde har. Juristmøderne overlever til trods for omvæltningerne i det mellemfolkelige samarbejde, fordi de har en uomtvistet værdi i sig selv.
Dette fremtræder også meget klart i kontakterne mellem nordiske justitsministre og deres embedsmænd. I dette forum har det udviklet sig således, at der i stadig voksende grad drøftes og diskuteres forskelligartede spørgsmål og man udveksler erfaring i stedet for at tilrettelægge møderne i faste rammer med en bestemt dagsorden om embedsmæssige opgaver.
På det sidste møde som vi ministrene holdt i Skagen i Danmark i juni i sommer drøftede vi for eksempel specielt menneskerettighedernes judikalisering på initativ fra værten Lene Espersen. Det blev påpeget at i bund og grund drejede dette sig om magtspørgsmål, som den danske avis Berlingske Tidende havde tidligere på året beskrevet på følgende måde i en lederartikel:
„Men Menneskeretsdomstolen [i Strasbourg] dømmer i dag inden for alle områder af samfundslivet og reducerer alle sager til spørgsmålet om, hvorvidt få generelle menneskerettigheder er krænket. Emner der burde afgøres af folkevalgte politikere, forvandles til jura . . . Derfor er det i høj grad nødvendigt at diskutere Menneskeretsdomstolens konstruktion, og om danske politikere har afgivet for megen magt til domstolen. Politikere er ikke deres ansvar voksent, når de slavisk henviser til menneskerettighederne og Menneskeretsdomstolens fortolkning – fremfor at gøre det de er valgt til: at tage selvstændig stilling.”
Dette er en skarp påmindelse fra avisen til politikerne og der er fuld anledning til at drøfte dette emne såvel på politisk plan som når jurister kommer sammen som I vil gøre når man skal under jeres møde diskutere spørgsmålet: Menneskerettigheder og grundrettigheder – er lovgivernes råderum blevet for indsnævret?
I Norge har man skrevet offentlige udredninger om magt og demokrati og påpeget, at skillelinjen mellem lovgivning og fortolkning af loven er ved at viskes ud. Her i landet har jeg udtrykt min kritiske holdning over den samme udvikling.
I disse tider, hvor det internationale samarbejde omfatter stadig flere områder, er der fuld grund til at tage disse spørgsmål op til en alvorlig drøftelse, når man tænker på udviklingen af de demokratiske ledelsesformer på den ene side og de supernationale organer på den anden side.
Borgernes negative holdning til aftalen om konstitution for EU har delvis sit udspring i at deres mulighed for at have indflydelse på styringen i egne sager er blevet alt for vidtstrakt og indviklet. I underbevidstheden blunder frygten for at nogle som ikke har fået tillagt utvetydig demokratisk fuldmagt vil gribe ind og overtage magten fra dem der er blevet valgt af borgerne til at træffe beslutninger om borgernes sager og som kan kaldes til ansvar for det som går galt.
Denne sal og det Kulturelle hus som vi nu befinder os i, er et symbol for de kræfter som blev udløst her i Island da folket kom tættere på magt og indflydelse.
I løbet af ganske få år, efter at Islændinge fik hjemmestyre i året 1904, blev denne bygning opført for at opbevare bøger og andre nationale kulturelle minder og kulturarv. I de næste år kan vi Islændinge fejre at der er gået 100 år siden vi fik lovgivning om nogle af de vigtigste grundlæggende elementer i det islandske samfund, men lovene blev vedtaget i de første år efter at vi fik Hjemmestyret.
Styring i egne anliggender, demokrati og jura er stedse dynamiske drivkraftkilder i ethvert samfund og hvis en af disse bestanddele fjernes eller hvis en af dem bliver for stærk på de andres bekostning er der fare på færde. Velfærden hos de nordiske nationer bygger på at det er lykkedes at skabe en balance mellem disse grundelementer og dermed de samfund, som er et forbillede for mange.
Globaliseringen er rådende i nationernes samarbejde. Vores første blik er gerne rettet mod handel og forretninger, når vi diskuterer denne udvikling. Den er derimod også stærkt på vej ind på andre sfærer som for eksempel strafferetten, som i væsentlig grad bygger på nationale traditioner. Det er meget sandsynligt at politikere og jurister vil i de kommende år beskæftige sig med ømtålelige spørgsmål på dette område.
Gode gæster!
Jeg besluttede at bruge – min stilling her i aften som vært for at nævne et brændende spørgsmål, som jeg mener at er sundt for alle jurister at overveje, selv om juristerne sandelig burde få ro til at nyde deres mad i fred.
Jeg håber at såvel det nordiske juristmøde som vores fælles samvær her i aften kan være til glæde og fornøjelse.